Både Troels og jeg har hele foråret knoklet med hver vores projekter. Troels har arbejdet benhårdt på at få "redesignet" Ph.d'en til 2. aflevering. Det har betydet lange arbejdsdage på kontoret og ikke så meget familietid. Nu er den heldigvis afleveret! Kampen om Danmarks Omdømme 1945-2010 blev afleveret sidste torsdag og så er der kun tilbage at vente til september hvor han for svar på, om den er indstillet til forsvar (godkendt).
Jeg har også været på skolebænken idet jeg her i foråret har taget første fag på uddannelsen "Kommunikation og formidling" - faget Strategisk Kommunikation. Det har i praksis betydet at jeg har været til undervisning hver mandag aften og haft lektielæsning hjemme ugen igennem - ved siden af jobbet på Vestforbrænding selvfølgelig. Det har været utrolig hårdt men også rigtig spændende og selvfølgelig lærerigt! Jeg afsluttede faget med en projektopgave som tog udgangspunkt i samarbejdsudfordringer 2 afdelinger i mellem og denne blev fulgt op af en mundtlig eksamen hvor jeg fik 12 for både aflevering og den mundtlige præsentation! Det var en super dejligt og top motiverende afslutning af gå på sommerferie på.. Nu skal jeg bare have valgt hvilket fag jeg gerne vil tage til efteråret..
Nu er vi altså vi begge færdige med vores projekter. Troels har brugt denne første tid på at komme til hægterne igen.. og passe vores poder som begge har haft/har skoldkopper.. Nu står den efterhånden på jobsøgning og så vil han starte på udarbejdelsen af en akademisk artikel på engelsk. Jeg har haft det som om jeg allerede har sommerferie.. Opgaveskrivning og eksamenslæsning optog al min fritid så nu føles det som om jeg har oceaner af den.. Egentlig ret okay når man tænker på at der stadig er en hel måned til vores rigtige sommerferie.
Igen i år har vi valgt at lave boligbytte og i år skal vi så til Kærlighedens by - Paris - i 2½ uge. Her har vi byttet både lejlighed og bil med en fransk familie som jo så kommer til at bo i vores lille hjem imens vi er væk. Vi glæder os rigtig meget til at komme af sted. Vi skal nyde varmen, parkerne, de kunstige strande, bade i pool på Seinen og måske også se film i en af de større parker i Paris om aftenen. Derudover skal vi også se de traditionelle attraktioner - Vila vil gerne i Eiffeltårnet både om dagen og om aftenen og så skal vi selvfølgelig i Disneyland og det bliver sammen med bedste veninden Emma og hendes mor.
Men indtil da nyder vi sommeren herhjemme. Vi er super glade for vores altan som vi spiser aftensmad på når vejret er godt og i weekender med godt vejr bliver morgenmad/frokost også indtaget her - det er bare livet!
Vila rundede de 7 år 1. juni (shit tiden går hurtigt!) og det blev fejret med en super hyggelig brunch under den varme sol i haven og med klassen i zoo. Begge dele var et stort hit. I næste uge har Vila sidste skoledag i 0. klasse. Det er vildt at der allerede er gået et år. Lige om lidt skal hun i første og så skal hun gud-hjælpe-mig til at have engelsk også.. Hvilket hemmeligt sprog skal vi så til at tale herhjemme?? Nå men det går ellers godt med hende i skolen. Hun er begyndt at læse og bliver hele tiden bedre og bedre til at lytte sig igennem ordene. Det er skønt når man kan se at det går fremad! Og jo - Vila har tabt sine først to tænder og resten af fortænderne rasler også så småt!
Også Sejr har det rigtig godt. Han er lige kommet igennem en omgang skoldkopper og er nu tilbage i børnehaven. Jeg synes det er vildt så meget han er vokset og så meget han kan selv nu. Han er glad for børnehaven og hænger stadig ud med bedste vennen Anton. I øjeblikket kredser hans tanker meget omkring en stor fantasi-rumraket hvori der kan være alt fra skyskraber til robotter og katte. Også dinosaurer fylder meget hos ham og drager - store drager der spyer ild og det hele! En af de andre ting der også har optaget Sejr rigtig meget er hans lille kusine Natalie (Hanna og Silas lille baby) som var et stort emne både før og efter hun kom til verden. For Sejr hedder hun ikke Natalie men bare "min lille kusine" og hun har virkelig fået en stor stjerne hos ham.. det er så sødt!
Om lidt bliver han 4 år - hvilket er lige så vildt som Vilas 7 - og det skal selvfølgelig også fejres.
Nå men det var vidst det for denne gang.. hvis jeg har glemt noget er det nok ikke vigtigt..
Lover der kommer en update igen om ikke så længe!



