Tid til forandring.

Man bliver blød og rund af at få børn. Også fysisk. Før jeg fik Vila vejede jeg ca. 50 kg. Det er bestemt ikke meget men nu er vægten hastigt på vej mod de 65-70 og det har jeg jo heller ikke lyst til. Det ligger nemlig til min familie at vi med tiden bliver lidt runde:-) Hvis det så bare var ren råstyrke så ville det ikke gøre så meget men desværre er det alt for mange stykker chokolade og alt for meget cola. Synes faktisk at det er begyndt at blive alt for meget. Jeg har nogle dage taget mig selv i kun at drikke sodavand dagen lang. Det er bare for ulækkert. Derfor skal stilen lægges om og det kommer til at gælde hele familien.

Fra nu af skal vi spise sundere mad og skære kraftigt ned på forbruget af cola, slik, chips og chokolade. Og så skal jeg begynde at dyrke sport. Tror det bliver en kamp sport - måske Aikido. Jeg har tidligere gået til karate men vil gerne prøve noget nyt.

Så altså fra i morgen mandag skal der nye boller på suppen. Nu har jeg sagt/skrevet det og nu gælder det om at holde linien. Jeg tror jeg lægger nogle af opskrifterne herind hvis jeg finder nogen som bare er super!

...Og morderen er......

Så fik jeg altså ret alligevel. Allerede i begyndelsen af denne sæson erklærede jeg at det måtte være Vagn Skærbæk som var den skyldige. Ikke desto mindre var der mange som først hoppede på vognen indenfor de sidste uger. Ak ak ja ja. Den gode kammerat viste sig at være morderen som gjorde det hele for "familiens skyld". Det var da okay men jeg synes nu alligevel at det var en lidt tam afslutning. Hvad foregik der lige med Morten og Troels? Og hvordan er det lige ham Vagn har fået adgang til en af partibilerne? Hvad skal der ske med Lund og hvorfor forsvandt den første drabschef så pludseligt?

Ja det får vi jo nok næppe svar på, men sådan må det vel være. Øv.

Min datter går til terapi.... Ja altså kranio sakral terapi!

Min datter har en sjov hovedform. Sådan lidt smalt og aflangt og det har været sådan siden fødslen. Faktisk var det ikke noget vi tænkte specielt over min mand og jeg. Hun er jo en dejlig og glad lille krutugle. Ikke desto mindre mente en af sundhedsplejerskerne at vi måske lige skulle snakke med en læge om det. Som sagt så gjort. Ved Vilas 3 mdrs. vaccinations spurgte vi lige om en af lægerne havde tid til at kigge på hende. Det havde de og efter hele 2 lægers vurdering valgte vores læge at vi nok hellerer måtte blive henvist til børneafdelingen så de kunne kigge lidt nærmere på det. Her blev hun undersøgt på kryds og tværds og fundet til UG kryds og slange. Helt perfekt! Altså lige på nær hovedformen. Derfor besluttede børnelægen at hun skulle have en tid til en CT scanning så de kunne se om pladerne i kraniet evt. var vokset sammen for tidligt. Var de det så ville de henvise os til rigshospitalet så hun kunne blive opereret. Men bare rolig det ville være et lille indgreb forholdsvis uden komlikationer. GODT SÅ!

Nå men vi fik indkaldelsen til scanningen og d. 9 nov. var vi efter en nat med fastning(temmelig beværligt med en baby på 5 måneder) klar til CT scanningen. Sjovt nok vidste det sig at Vila slet ikke havde behøvet at faste.... hun skulle bare sove lidt... typisk! Nå men vi fik klaret scanningen. Nu skal vi til en EGG scanning d. 26/imorgen og så får vi svaret d. 5 dec. og så må vi jo tage den derfra.

I mellemtiden har vi så fået anbefalet kranio sakral terapi. Det skulle være en alternativ måde til at blødgøre bindevævet mellem pladerne i kraniet så hjernen får plads til at vokse. Vi var til den første behandling i tirsdags og vi skal igen på onsdag. Vila så ud som om hun godt kunne lide det og det er jo altid noget. Vi prøver gerne alternativerne af inden vi lægger vores lille pige under kniven og hvis det betyder at hun allerede i en alder af 6 måneder går til terapi... so be it!

Verdens dejligste lille babytrold...

...blev født d. 1 juni 2007 kl. 19.33 på hvidovre hospital. Det er helt fantasisk at tænke på at der snart er gået et halvt år! Det føles som var det igår vandet gik og Troels og jeg kiggede på hinanden med en blanding af forvirring, glæde og angst over hvad der nu skulle ske.

At få børn har altid været en del af mine planer i større eller mindre udstrækning. At jeg skulle være mor som 24 årig havde jeg ikke forudset da jeg for knapt 2 ½ år siden jagtede land og rige rundt efter min nuværende kæreste Troels. Vi havde kendt hinanden 2 år inden vi startede vores forhold og efter lidt over 1 år besluttede vi at vi lige så godt kunne få børn nu som senere. Som en veninde sagde forleden så " man hører jo sjældent om forældre som ikke elsker deres børn højere end noget andet når de første har fået dem" og det var en stor dag da Troels sagde at han syntes vi skulle prøve.

Som sagt så gjort og efter lidt indledende øvelser ;-) kunne vi i oktober 2006 fortælle familie og venner at der var en lille babytrold på vej med forventet ankomst d. 10. juni 2007.
Graviditetn forløb godt. Der var selvfølgelig de obligatoriske 3 måneder med morgenkvalme men alt ialt var forløbet meget ukompliseret - heldigvis!

Vandet gik d. 30. maj omkring kl. 01 stykker.. Vi blev temmeligt overraskede men også glade for så vidt jeg husker var jeg vidst på det tidspunkt temmelig træt af at være gravid. Ikke desto mindre sagde datoen "kun" d. 30 maj og ikke den 10. juni... Efter at vi gennem hele graviditeten havde fået tudet ørerne fulde af at man som førstegangsfødende næsten altid går over tid, var vi efterhånden begyndt at indstille os på at vi godt kunne risikere at der reelt set ku gå næsten en måned før fødslen ville gå igang. Sådan blev det ikke og til terminen blev det heller ikke. Vandet var gået og så ville det nok ikke vare så længe før babytrolden var ude i vores arme.. troede vi.. Der kom faktisk til at gå næsten 42 timer fra vandet gik til vores lille babytrolde-pige var født. Ikke desto mindre var det en godt fødselsforløb. Der var selvfølgelig nogle mindre behagelige elementer - her tænker jeg på lavementet specielt - men efter epiduralblokaden var jeg mere end fit for fight igen.

Både min kæreste Troels og min mor var med til fødslen. Min mor havde med stor ydmyghed spurgt om hun måtte og det var Troels og jeg meget eninge i at det måtte hun godt. Min mor har sidenhen fortalt at det var en af de største oplevelser hun nogensinde har haft og hun var dybt taknemmelig for at hun måtte dele dette store øjeblik med Troels og jeg.

Vores babytrolde-pige blev som sagt født d. 1. juni 2007 kl. 19.33 på årets første sommerdag. Det var en meget stor og meget grænseoveskridende oplevelse at føde. Det var meget surrealistisk at vi nu havde fået ansvaret som forældre for denne lille spæde vidunderlige skabning. Jeg tror at, især jeg den første aften havde svært ved at forlige mig med det lille væsen som netop var kommet ud af mig. Faktisk brugte jeg en del af aftenen da vi endelig var blevet alene på at græde. Græde over at jeg var blevet mor, at det var blevet en sund og rask lille pige, græde over det store antiklimaks som det er når man slutter 9 måneders graviditet og græde over det utrolige ansvar man pludselig står med.

Idag ved jeg at det åbenbart er en hel naturlig reaktion når man lige har været igennem en fødsel og bliver mor for første gang. Min moderfølelse og kærlighed ( som heldigvis var der fra start) voksede sig meget hurtigt større og større og vokser stadig den dag idag. Troels og jeg brugte de første mange timer og dage på bare at kigge på vores lille babytrolde-pige og skiftevis fortælle hinanden hvor smuk og fantastisk hun var/er.

Vila Ljusja Riis Carlsson som vores lille pige er kommet til at hedde er idag 5 måneder og 17 dage og en rigtig lille guldklump. Så sent som igår snakkede Troels og jeg om hvor svært, for ikke at sige umuligt det er at forstille sig vores verden hvis ikke vi havde fået Vila. Vila har forandret vores verden totalt, vi er ikke bare kærester - vi er forældre - en familie og det er fantastisk!!!

Hvorfor skal jeg nu til at blogge???

Ja hvorfor?

Da jeg begyndte at komme i min mødregruppe var der en af mødrene som fortalte hvordan hun havde oprettet en blog da hun havde født sin første pige. Her havde hun simpelthen skrevet alt om hendes lille pige i et helt år! Det syntes jeg faktisk var en rigtig rigtig god ide men men men, jeg var også nød til at være realistisk.

Jeg har aldrig været den der sad med hovedet i dagbogen og lod mine følelser strømme ud igennem pennen. Jeg har simpelthen ikke tålmodighed til det og uanset hvor gode mine intentioner er ender det som regel med endnu en halvtom dagbog med meeeeget langt mellem datoerne... Nå men ud i sandet løb min blog-plan igen og det er faktisk først nu er snart 6 måneder senere at jeg har fået modet til at prøve mig vej ud i denne blog-verden.

Inspirationen til at begynde er hovedsageligt kommet fra en veninde, Line, og hendes helt fantastisk smukke blog som er tilegnet englen India og den lille bøf Raja. Den er helt fantastisk og hendes historie er rørende og ikke sjældent løber der en tåre ned af kinden når man kigger forbi på indiaograja.blogspot.com. Jeg kan varmt anbefale at man kigger ind hos hendde:-)

Min blog Mamma Mia vil vise glimt af min hverdag. Jeg vil skrive om de glade og mindre glade stunder. Om hvordan det er at være kæreste med Troels, mor til Vila og studerende uden et studie. Jeg gør det for min egen skyld og ingen andres. Læser du alligevel med så håber jeg du får lidt med dig på din vej trods alt.