fredag den 6. september 2013

Vila og Sejr.. Hvad laver de?

Så er vi rigtig igang efter ferien - Ungernes fritidsinteresser er igang!

Vila har i år fået lov til at gå til hele 3 ting (hvoraf den ene er hver 3. uge) og hun elsker det!

Onsdag står den på gymnastik på Kildevældskolen på Østerbro hvorfra hun stolt kom hjem og fortalte at hun havde lavet vejr-møller og det hele!

I går torsdag stod den på svømning i Valby vandkulturhus hvor hun går på et krabbehold - vandtilvænningshold og også dette var er hit!

Slutteligt starter håndbolden op igen den 28. sept hvor Sejr også er tilmeldt sammen med bedstevennen Anton så det skal nok blive godt!

Deudover bliver der leget, sammen og med vennerne, ude og inde og kreativiteten får frit spil.

Dejligt!


mandag den 26. august 2013

På hesteryg - eller ponyryg...

Sejr har hele sommeren snakket om at han gerne ville ud og ride på heste. Det tog vi så konsekvensen af i dag og tog ungerne med på en hyggelig ridetur i Dyrehaven.







Sensommertur til Lejre.

For lidt tid siden blev vi inviteret med til sagnlandet Lejre sammen med Annie - mor til perleveninden Emma.  Det blev til en rigtig hyggelig tur i det grønne med madpakker, vildtsvinefodring, bueskydning og pandekager på bål. Super hyggeligt!















Vilas første skoledag!

Et andet stort skridt der er sket i denne sommer er med Vila! 

Den 13. august 2013 tog hun endnu et stort skridt ud i verden - Hun startede nemlig på Skolen  på Nylandsvej i 0.B.

Første skoledag var en ret stor dag for os alle. Vila var utrolig stolt og hun glædede sig rigtig meget til at starte. Dagen startede foran skolen hvor der var samling og her fik Vila og perleveninden Emma lov til at sidde på en politimotorcykel som sammen med sin betjent var kommet forbi for at holde ro og orden på trafikken.

Herefter gik turen ind igennem gangene på skolen hvor alle 1.-4. klasserne holdt parade og sang en helt fantastisk sang om første skoledag for alle de nye 0.klasser.

Ja jeg var rørt til tåre.. Der skulle ikke meget til.

I skolegården blev flaget rejst og alle eleverne blev fordelt på klasserne og hilste på deres nye børnehaveklasselære for allerførste gang.










For mig var det som sagt en meget følelsesmæssig tur for tænk at min smukke lille bitte baby er blevet så stor at hun skal gå i skole. Hun skal lære en frygtelig masse spændende og svære ting, få stærke  men måske også svære venskaber, måske blive forelsket og opleve udfordringer og kriser  -  Alt sammen ting som både varmer og bekymre mit moderhjerte!

søndag den 25. august 2013

Sommeren 2013!

Det er længe siden jeg har taget mig tid til at skrive nogle linjer til denne blog - Den er i den grad blevet forsømt men jeg tænker at det jo bare må betyde, at der er må meget andet der får pladsen i min - og vores - hverdag..

2013 har indtil nu kun budt på mange små og store og skønne forandringer i vores liv. Vi er flyttet hen i den nye lejlighed - som på alle måder passer os bedre end den gamle til trods for at vi også var meget lykkelige der. Her er der mere plads og mere lys og bare mere af mere. Jeg har fået er dejligt køkken med plads til både at spise mad, tegne og lege med legetøj og det er helt utroligt hvad denne plads alene kan give af ekstra rum i lejligheden og i en familie. Dejligt!

Sommerferien som varede 3 uger for Troels og jeg, og 4 uger for ungerne, har også været helt igennem skøn med sol og varme både sydpå og hjemme. De første 12 dage blev afholdt i Spanien hvor vi både nød varmen hos Hanna, Silas og Clara i Bellreguard (syd for Valencia) og i vores byttelejlighed i Xilxes (nord for Valencia). Både besøg hos familien og bytningen var helt perfekt og med to rigtig gode bytteerfaringer er det helt sikkert noget vi gør igen - Måske allerede til næste år!

I Spanien nød vi som sagt varmen og solen og brugte en del tid ved stranden. Derudover var vi også en tur til en bjergby der hed Peñiscola som havde en rigtig fin tempelridderborg helt oppe på toppen af bjerget - ligesom vi var til byfestival med de kristene og mauerne i Oliva og vi besøgte Europas største akvarie i Valencia - Oceanografic! Alt i alt en helt vildt skøøn ferie i det sydlandske!

Vel hjemme igen tilbragte vi en lille uges tid på at nye den danske sommer i mormor og morfars hus i Bjæverskov. Her stod den på alskens hyggebesøg rundt om i landet og afslapning i hængekøjen mens solen skinnede fra en skyfri himmel.

Feriens (Min og Troels) sidste dage blev tilbragt hjemme i den nye lejlighed (som heldigvis var uskadt efter bytteriet). Her blev der også hygget og daset og ladet så småt op til at skulle tilbage på pinden igen..

Fredag satte vi en streg i sandet da det blev den dag Sejr afleverede sin sut til suttetræet. Det var et fint men også lidt vemodigt øjeblik for er han mon den sidste der kommer til det i vores lille familie? Afleveringen blev så rigeligt belønnet med en bamse fra ´Build a bear`. Som lillebror til en storesøster som Vila var valget ret nemt. En hvid missekat med lyserøde øre... Den blev dog gjort cool med en brølelyd og en spidermandragt og fik navnet ´Spejdermis`. Efterfølgende blev det til en tur i tivoli.

Den efterfølgende uge tilbragte ungerne på campingferie ved Kosør med momserne og her blev der også hygget igennem til den store guldmedalje med hoppepude, cykelturer, tur i det lille tog og tur i den lokale brandbil.

Nej der er vidst ikke blevet holdt igen i denne sommer. Vi har nydt det i den grad og jeg håber også at din sommer har været lige så skøn!

Her kommer lidt billedspam :-)