Jeg plejer at være et forholdsvist roligt mennesker som ikke lader sig slå ud af de små ting (I hvert tilfælde ikke før der er mange af dem) men her til morgen fik jeg en tude- nedsmeltning.
Som jeg har skrevet i en tidligere tråd, så er Vila i en alder af 2 år og 8 mdr. startet i børnehave. Det er en integreret institution så skiftet i titel fra vuggestuebarn til børnehavebarn har ikke haft den store indflydelse på hverken hende eller mig i den første uges tid...
Nu er vi igang med uge 2 og i denne uge har der stået udflytter børnehave på menuen.. Faktisk er det gået forbløffende godt - Vila - som normalt hader at køre i bus - har taget det hele i stiv arm og det samme gælder sådan set hendes mor og far.. Dvs. lige indtil denne morgen..
De andre dage har vi begge fulgt hende derover og en af os er gået med op i bussen og fundet en plads sammen med hende. Det har fungeret rigtig fint og der har ikke været mange tårer..
Idag var det så kun Vila og jeg som drønede mod bussen på jernhesten. Vi kom i god tid, fik snakket med pædagoerne og havde det rigtig hyggeligt omend jeg kunne mærke på hende at hun var lidt en puttegøj.
Ved bussen sørgede vi for at være blandt de sidste der skulle ind ( så hun ikke skulle vente for længe derinde ). Da vi skulle ind - Vila kæmpende med høje bustrin og mig med en taske fik vi et lille skub af chaufføren - ikke noget jeg bed mærke i før bagefter..
Da han - da jeg selv ville gå op i bussen - i knapt så pæne vendinger fortalte at forældre altså ikke måtte komme op i bussen - Fordi så skulle alle de andre forældre jo også op og så ville det jo ende i kaos..
Egentligt en forklaring jeg godt kan forstå - men måden det blev sagt på, at jeg ikke kunne sige ordentligt farvel og hans lukkethed overfor at hun jo lige er startet fik mig helt ned med nakken!
Jeg kunne simpelthen ikke gøre andet en at kalde på Jesper som hurtigt er blevet yndlings-pædagogen og sige at Vila var på vej ind i bussen... og så ellers se til at hun kom på plads udefra..
Jeg var så gal! - og ked - men skulle jo gerne holde facaden så Vila ikke så mig stå og tude mens bussen kørte ( heller ikke noget jeg lige havde lyst til at dele med lederen og de andre vinkende forældre)..
Efterfølgende har jeg tudet.. Synes simpelthen den chauffør var en klaphat! Havde bare lyst til at smække ham en på kassen.. Kan han for helvede ikke se at hun er en lille bitte en?!! og han skal bare ikke presse hende op at trappen en anden gang!
Nu er det 4. dag, idag Vila kører med bussen og indtil videre må jeg sige at jeg ikke er imponeret over de der chauffører..
Hvad er det med dem?? Er det virkelig et krav at børnebus chauffører skal være skide sure gamle mænd som ikke kan li børn???
Nå - lige et surt opstød her fra morgenstunden..
Håber dagen blir bedre og at i andre får en god dag!
