...blev født d. 1 juni 2007 kl. 19.33 på hvidovre hospital. Det er helt fantasisk at tænke på at der snart er gået et halvt år! Det føles som var det igår vandet gik og Troels og jeg kiggede på hinanden med en blanding af forvirring, glæde og angst over hvad der nu skulle ske.
At få børn har altid været en del af mine planer i større eller mindre udstrækning. At jeg skulle være mor som 24 årig havde jeg ikke forudset da jeg for knapt 2 ½ år siden jagtede land og rige rundt efter min nuværende kæreste Troels. Vi havde kendt hinanden 2 år inden vi startede vores forhold og efter lidt over 1 år besluttede vi at vi lige så godt kunne få børn nu som senere. Som en veninde sagde forleden så " man hører jo sjældent om forældre som ikke elsker deres børn højere end noget andet når de første har fået dem" og det var en stor dag da Troels sagde at han syntes vi skulle prøve.
Som sagt så gjort og efter lidt indledende øvelser ;-) kunne vi i oktober 2006 fortælle familie og venner at der var en lille babytrold på vej med forventet ankomst d. 10. juni 2007.
Graviditetn forløb godt. Der var selvfølgelig de obligatoriske 3 måneder med morgenkvalme men alt ialt var forløbet meget ukompliseret - heldigvis!
Vandet gik d. 30. maj omkring kl. 01 stykker.. Vi blev temmeligt overraskede men også glade for så vidt jeg husker var jeg vidst på det tidspunkt temmelig træt af at være gravid. Ikke desto mindre sagde datoen "kun" d. 30 maj og ikke den 10. juni... Efter at vi gennem hele graviditeten havde fået tudet ørerne fulde af at man som førstegangsfødende næsten altid går over tid, var vi efterhånden begyndt at indstille os på at vi godt kunne risikere at der reelt set ku gå næsten en måned før fødslen ville gå igang. Sådan blev det ikke og til terminen blev det heller ikke. Vandet var gået og så ville det nok ikke vare så længe før babytrolden var ude i vores arme.. troede vi.. Der kom faktisk til at gå næsten 42 timer fra vandet gik til vores lille babytrolde-pige var født. Ikke desto mindre var det en godt fødselsforløb. Der var selvfølgelig nogle mindre behagelige elementer - her tænker jeg på lavementet specielt - men efter epiduralblokaden var jeg mere end fit for fight igen.
Både min kæreste Troels og min mor var med til fødslen. Min mor havde med stor ydmyghed spurgt om hun måtte og det var Troels og jeg meget eninge i at det måtte hun godt. Min mor har sidenhen fortalt at det var en af de største oplevelser hun nogensinde har haft og hun var dybt taknemmelig for at hun måtte dele dette store øjeblik med Troels og jeg.
Vores babytrolde-pige blev som sagt født d. 1. juni 2007 kl. 19.33 på årets første sommerdag. Det var en meget stor og meget grænseoveskridende oplevelse at føde. Det var meget surrealistisk at vi nu havde fået ansvaret som forældre for denne lille
spæde vidunderlige skabning. Jeg tror at, især jeg den første aften havde svært ved at forlige mig med det lille væsen som netop var kommet ud af mig. Faktisk brugte jeg en del af aftenen da vi endelig var blevet alene på at græde. Græde over at jeg var blevet mor, at det var blevet en sund og rask lille pige, græde over det store antiklimaks som det er når man slutter 9 måneders graviditet og græde over det utrolige ansvar man pludselig står med.
Idag ved jeg at det åbenbart er en hel naturlig reaktion når man lige har været igennem en fødsel og bliver mor for første gang. Min moderfølelse og kærlighed ( som heldigvis var der fra start) voksede sig meget hurtigt større og større og vokser stadig den dag idag. Troels og jeg brugte de første mange timer og dage på bare at kigge på vores lille babytrolde-pige og skiftevis fortælle hinanden hvor smuk og fantastisk hun var/er.
Vila Ljusja Riis Carlsson som vores lille pige er kommet til at hedde er idag 5 måneder og 17 dage og en rigtig lille guldklump. Så sent som igår snakkede Troels og jeg om hvor svært, for ikke at sige umuligt det er at forstille sig vores verden hvis ikke vi havde fået Vila. Vila har forandret vores verden totalt, vi er ikke bare kærester - vi er forældre - en familie og det er fantastisk!!!
At få børn har altid været en del af mine planer i større eller mindre udstrækning. At jeg skulle være mor som 24 årig havde jeg ikke forudset da jeg for knapt 2 ½ år siden jagtede land og rige rundt efter min nuværende kæreste Troels. Vi havde kendt hinanden 2 år inden vi startede vores forhold og efter lidt over 1 år besluttede vi at vi lige så godt kunne få børn nu som senere. Som en veninde sagde forleden så " man hører jo sjældent om forældre som ikke elsker deres børn højere end noget andet når de første har fået dem" og det var en stor dag da Troels sagde at han syntes vi skulle prøve.
Som sagt så gjort og efter lidt indledende øvelser ;-) kunne vi i oktober 2006 fortælle familie og venner at der var en lille babytrold på vej med forventet ankomst d. 10. juni 2007.
Graviditetn forløb godt. Der var selvfølgelig de obligatoriske 3 måneder med morgenkvalme men alt ialt var forløbet meget ukompliseret - heldigvis!
Vandet gik d. 30. maj omkring kl. 01 stykker.. Vi blev temmeligt overraskede men også glade for så vidt jeg husker var jeg vidst på det tidspunkt temmelig træt af at være gravid. Ikke desto mindre sagde datoen "kun" d. 30 maj og ikke den 10. juni... Efter at vi gennem hele graviditeten havde fået tudet ørerne fulde af at man som førstegangsfødende næsten altid går over tid, var vi efterhånden begyndt at indstille os på at vi godt kunne risikere at der reelt set ku gå næsten en måned før fødslen ville gå igang. Sådan blev det ikke og til terminen blev det heller ikke. Vandet var gået og så ville det nok ikke vare så længe før babytrolden var ude i vores arme.. troede vi.. Der kom faktisk til at gå næsten 42 timer fra vandet gik til vores lille babytrolde-pige var født. Ikke desto mindre var det en godt fødselsforløb. Der var selvfølgelig nogle mindre behagelige elementer - her tænker jeg på lavementet specielt - men efter epiduralblokaden var jeg mere end fit for fight igen.
Både min kæreste Troels og min mor var med til fødslen. Min mor havde med stor ydmyghed spurgt om hun måtte og det var Troels og jeg meget eninge i at det måtte hun godt. Min mor har sidenhen fortalt at det var en af de største oplevelser hun nogensinde har haft og hun var dybt taknemmelig for at hun måtte dele dette store øjeblik med Troels og jeg.
Vores babytrolde-pige blev som sagt født d. 1. juni 2007 kl. 19.33 på årets første sommerdag. Det var en meget stor og meget grænseoveskridende oplevelse at føde. Det var meget surrealistisk at vi nu havde fået ansvaret som forældre for denne lille
spæde vidunderlige skabning. Jeg tror at, især jeg den første aften havde svært ved at forlige mig med det lille væsen som netop var kommet ud af mig. Faktisk brugte jeg en del af aftenen da vi endelig var blevet alene på at græde. Græde over at jeg var blevet mor, at det var blevet en sund og rask lille pige, græde over det store antiklimaks som det er når man slutter 9 måneders graviditet og græde over det utrolige ansvar man pludselig står med.Idag ved jeg at det åbenbart er en hel naturlig reaktion når man lige har været igennem en fødsel og bliver mor for første gang. Min moderfølelse og kærlighed ( som heldigvis var der fra start) voksede sig meget hurtigt større og større og vokser stadig den dag idag. Troels og jeg brugte de første mange timer og dage på bare at kigge på vores lille babytrolde-pige og skiftevis fortælle hinanden hvor smuk og fantastisk hun var/er.
Vila Ljusja Riis Carlsson som vores lille pige er kommet til at hedde er idag 5 måneder og 17 dage og en rigtig lille guldklump. Så sent som igår snakkede Troels og jeg om hvor svært, for ikke at sige umuligt det er at forstille sig vores verden hvis ikke vi havde fået Vila. Vila har forandret vores verden totalt, vi er ikke bare kærester - vi er forældre - en familie og det er fantastisk!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hej alle - det er dejligt at I tager jer tid til at følge med i vores hektiske liv. Læg gerne en lille hilsen - det varmer sådan om hjertet!
Kram Mia og co.