MammaMia

Så blev det lørdag og det er skønt at være hjemme igen! Faktisk var vi hjemme allerede igår og det var en sand fornøjelse at se hvordan Vila lyste op og stor-smilede over igen at være hjemme i vante omgivelser! Det har været en barske oplevelse og vi er glade over at det hele er overstået. Vi kan godt mærke at Vila er blevet lidt mere tryghedssøgende men det er vel forståeligt;-)


Som lovet kommer her den fulde ucensorerede historie om Vilas besøg på Riget hvor hun mistede lidt af knoppen;-) Den kommer lidt af gangen for jeg har jo stadig Vila og Troels jeg skal passe på...



MANDAG D. 14. JANUAR 2008


Mandag morgen kl. meget meget tidligt er vi oppe og gør os klar til at tage på hospitalet. Vi skal være derinde allerede kl 07.15 hvilket er meget rart. Vila har fastet. Siden kl 02.00 har hun ikke måtte få andet end vand og fra kl 06.00 er det også slut på det. Temmelig hårdt. Vila vågnede lidt i seks og da vi landede på Rigen omkring kl 07 var hun efterhånden temmelig gnaven og sulten! Kl. 08.00 bliver vi hentet af en sygeplejerske og Vila skal have lidt hospitalstøj på.


Nu er hun blevet glad igen. Kort tid derefter bliver vi hentet af portøren som sammen med sygeplejersken følger os dertil hvor hun skal bedøves og opereres. På vejen går vi igennem hjerteafdelingen for børn og jeg husker jeg tænker...


...gudskelov Vila ikke er et "hjertebarn" - det må være virkelig hårdt...


Ved stuen bliver vi mødt af anæstesi-lægen og efter at være blevet iklædt kittel og hårnet bliver vi sammen med Vila ledt ind i stuen hvor Vila skal bedøves. Vila er glad - hun ligger og smiler og charmere læger og sygeplejersker men da hun får en maske med bedøvelse over mund og næse begynder hun at græde. Det går lige i hjertet. Jeg kan ikke lade være med også at græde og det samme gælder Troels som står bag ved og holder om mig. Efter 2 min er hun væk i narkosen og vi bliver ført ud af stuen. Udenfor møder vi kirugen. Han fortæller kort at de vil lægge et snit på tværs og fjerne noget af knoglen så den senere kan vokse sammen igen stille og roligt. Klokken er nu 08.20


Vi beslutter at tage hjem og hente nogle ting vi har glemt og på den måde få tiden til at gå. Vi har fået af vide at der vil gå 2-3 timer før hun bliver ført over på opvågning. Da vi kommer tilbage går vi en tur i caffeen. Jeg kan huske at jeg tænkte...


...Er det her min reaktion på det her? Bliver den ikke større?...


Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet men jeg var på det tidspunkt overrasket over hvor roligt jeg tog det. Efter noget tid gik vi op på børneafdelingen hvor vi sad og ventede. Omkring kl 11 bliver vi hentet af en sygeplejerske som fortæller at Vila snart bliver kørt over til opvågning på neurointensiv afdeling. Vi skynder os derover men bliver nød til at stoppe på vejen. Pludselig kan jeg mærke det i maven og mens jeg tuder holder vi om hinanden. Nu er det overstået og vi skal snart se vores lille pige igen!

Oppe på intensiv bliver vi bedt om at vente og efter 15-20 min bliver vi ført ind til hende. Hun ligger helt stille stadig helt væk i narkosen. Hun har slanger/ drop i både hænder og fødder og en i halsen også. tværs over hovedet har hun plaster og fra et dræn i toppen løber blod og væske ned i en lille beholder. På den måde kan de holde øje med hvor meget blod hun mister og om hun evt. skal have noget tilført. Vi får af vide af anæstesi-lægen at alt er gået glat. Hun har næsten ikke mistet noget blod og en blodtransfusion var ikke nødvendig under operationen. Hun ser større ud end da jeg forlod hende synes jeg - de skyldes narkosen siger de. Sygeplejersken kommer ind og tjekker hende hvert kvarter i den første time, efterfølgende hver halve time og siden en gang i timen. Hun bliver nusset, prikket og takt til indtil der kommer en reaktion - en bevægelse eller lign.




På nuværende tidspunkt er både Troels og jeg helt kvæstede. Vi er simpelthen helt smadrede af træthed. Det er et totalt antiklimaks. Alle de bekymringer vi har gået med indtil nu udløses i en overvældende træthed. Der er alligevel ikke noget vi kan gøre lige nu. Nu skal hun bare langsomt vågne af bedøvelsen og derefter sove på en masse smertestillende medicin. Hvis hun kan sove igennem det værste er det bedst. Vi beslutter at Troels skal tage hjem og sove lidt om eftermiddagen da det er ham som skal sove der om natten. Selv sidder jeg i en lænestol ved hendes side . Jeg læser lidt og falder i søvn ret op og ned. Vila vågner indimellem og jamre. Hun får smertestillende i droppet og falder hen igen. Ud på aftenen kommer Troels igen. Aftensmaden står på pizza. Omkring kl 21 tager jeg hjem og sover.